La Vendetta / I Pagliacci

DGI HUSET VORDINGBORG
FREDAG D. 4. NOVEMBER 2022 KL. 19.30

OBS! Gratis introduktion til forestillingen kl. 19 (begrænset plads)

Arrangør: Foreningen Opera i Vordingborg
Priser: A-billetter koster kr. 390,- og B-billetter koster kr. 315,-. For unge under 26 år er priserne hhv. 195,- og 160,-

Priser tillægges billetgebyr på 10 kr.
Handicappladser bestilles direkte ved henvendelse til Billetten.dk på tlf. 70 20 20 96

Dobbeltopera-thriller fra Den Jyske Opera i DGI Huset Vordingborg!

Den Jyske Opera forener en af de mest populære operaer, BAJADSER (I Pagliacci), med den eneste danske opera, der nogensinde er blevet bestilt af det legendariske operahus La Scala i Milano: Asger Hameriks LA VENDETTA – en nervepirrende thriller, der lige så godt kunne være skrevet som et manuskript til Netflix!


Anmelderne skriver:

Operamagasinet Ascolta “Charmerende opsætning […] Meget morsom opsætning […] Super operaaften” Læs online

Kulturtid “Selvom man hverken er operaelsker eller -kender, kan det varmt anbefales at se og høre La Vendetta/I Pagliacci, for det er en så fantastisk oplevelse, at de to timer og 10 minutter, forestillingen varer, bare flyver afsted, og man går derfra fyldt med et væld af sanseindtryk.” Læs online

JydskeVestkysten “Store følelser formidlet med fantastisk sang […] En stor – og helt anderledes – operaoplevelse med spændende overraskelser.” s online

Ruggiero Leoncavallo (1857 – 1919) blev verdensberømt med operaen Bajadser (I Pagliacci), som han komponerede i 1892.
I operaen rejser en lille gøglertrup med ægteparret Canio, som er truppens leder, og hans unge kone, Nedda, rundt for at opføre et kærlighedsdrama, der pludselig bliver til virkelighed.
Kærlighed, jalousi og skjulte følelser i medlemmerne af en gøglertrup flytter sig i løbet af operaen fra truppens dagligdag og liv med hinanden over til dramaet på scenen, hvor det udspilles for vores øjne, hvorefter virkeligheden igen tager over og kulminerer med død og undergang.

La Vendetta – Hævnen – er endnu én af de glemte danske operaer, som Den Jyske Opera har gravet frem. Den er skrevet af Asger Hamerik i 1870 på bestilling fra La Scala i Milano som den eneste danske opera nogensinde.
Estella har forelsket sig i Orso til stor fortrydelse for sin bror, Vitollo. Orsos far myrdede for mange år siden søskendeparrets far som følge af en familiefejde, der stadig trækker sine spor. Vitollo har derfor svoret evigt had til Orsos familie og prøver at overtale Estella til at forlade sin elskede. Da hun nægter, prøver Vitollo at skyde Orso, men Estella kaster sig ind foran sin forlovede og dør. Da det går op for Vitollo, at han har slået sin egen søster ihjel, tager han sit eget liv.

Dobbeltopera fra Den Jyske Opera, med Odense Symfoniorkester.
Dirigent: Christopher Lichtenstein.
Synges på italiensk med danske overtekster.
Varighed: 2 t og 30 min. m/ pause.

Medvirkende
Estella: Dorothea Spilger. Vitollo / Tonio: Paul Gukhoe Song. Orso / Silvio: Teit Kanstrup. Canio: Iurie Ciobanu. Nedda: Ruslana Koval. Beppe: Michael Ha.

Handlingen
En skuespiller ved navn Tonio træder frem foran scenetæppet og byder publikum velkommen. Han introducerer Den Jyske Opera og fremhæver vores ønske om at gengive livet så realistisk som muligt. Han beder ydmygt om publikums gunst, og tæppet går op til Asger Hameriks La Vendetta.

[La Vendetta]
Estella har forelsket sig i Orso til stor fortrydelse for sin bror, Vitollo. Orsos far myrdede for mange år siden søskendeparrets far som følge af en familiefejde, der stadig trækker sine spor. Vitollo har derfor svoret evigt had til Orsos familie og prøver at overtale Estella til at forlade sin elskede. Da hun nægter, prøver Vitollo at skyde Orso, men Estella kaster sig ind foran sin forlovede og dør. Da det går op for Vitollo, at han har slået sin egen søster ihjel, bryder han sammen.

Der er pause i forestillingen.

[I Pagliacci]
Vi ser nu Den Jyske Operas sangertrup i deres daglige gøremål, som var vi med bag scenen: De ankommer til et nyt spillested, sætter scenografien op og gør klar til prøven. Vi fornemmer, at operachefen Canio, der også er kompagniets stjernesanger, er ekstremt jaloux anlagt. Han overvåger nidkært sin unge hustru, Nedda. Sceneteknikerne provokerer ham ved at fortælle, at sangeren Tonio planlægger at have en affære med Nedda. Canio advarer dem om, at de ikke skal undervurdere ham.

Nedda er skræmt over sin mands opførsel, og da Tonio erklærer, at han elsker hende, afviser hun ham. Hendes elsker, Silvio, der spiller Orso i La Vendetta har bedre held med at arrangere et hemmeligt møde. Tonio, der har sneget sig til at lytte med, henter Canio, så han kan tage Silvio og Nedda på fersk gerning. Men det lykkes Silvio at slippe væk.

Canio kræver, at Nedda fortæller, hvem den flygtende var, men Nedda nægter. Canio angriber hende, men en af de andre sangere i kompagniet, Beppe, afvæbner ham. Canio lades alene tilbage, og mens han ifører sig sit kostume og sin sminke, filosoferer han over, hvor svært det er at spille rollen som klovn med et knust hjerte. Kompagniet venter nu spændt på at få generalprøven sat i gang:

[Komedien]
Columbine (Nedda) venter på sin elskede, Harlekin (Beppe), mens hendes ægtemand, Pagliaccio (Canio), er et andet sted. Taddeo (Tonio) erklærer hende sin kærlighed, men hun afviser ham og griner af ham. Ved aftensbordet giver Harlekin et glas sovepiller til Columbine, så hun kan slippe væk fra sin mand, når han sover tungt. Pagliaccio kommer uventet tilbage, men det lykkes Harlekin at slippe uset væk. Spillet ligner nu virkeligheden for meget, og Canio kæmper for at holde fast i sin rolle, men hans vrede og jalousi tager overhånd og bryder ud i lys lue.

Sceneteknikken er imponeret over, hvor realistisk Canio spiller sin rolle og opdager ikke, at virkeligheden har fortrængt illusionen. Lidt efter lidt bliver det dog tydeligt, at ingen længere spiller skuespil. Silvio kæmper sig frem til scenen for at redde Nedda fra Canios vrede, men det lykkes Canio at dræbe først Nedda og så hendes elskede Silvio.